Albatros Travel

The Great Wall Marathon

Afrejse:
Varighed:14 dage
Pris:Kr. 21.990,-
Bemærkninger:
Sightseeing i løbesko.
En årlig majdag er en af verdens største seværdigheder, Den Kinesiske Mur, reserveret for en flok ikke helt almindelige turister.

Maraton, halvmaraton, 10 km og 5 km

The Great Wall Marathon tog sin begyndelse i maj 1999, da en stor gruppe danske motionister begav sig til Kina, med Albatros Travel, for at løbe verdens første maraton på Den Kinesiske Mur. Det blev en gigantisk succes med en enestående stemning blandt deltagerne og mange udråbte løbet til “det hårdeste, men smukkeste i verden”.

Der er sket meget siden Albatros Travel startede løbet i 1999 og i 2012 afholder vi The Great Wall Marathon for 13. gang. Løbet er blevet et internationalt løb, med deltagere fra mere end 50 lande og i 2011 havde vi for første gang udsolgt med cirka 2000 løbere. Interessen for løbet bliver større år for år og vi anbefaler derfor hurtig tilmelding for at være garanteret en plads.

Prisinformation
Praktiske Oplysninger

Dagsprogram Rejsepakke 3

14 dage, 17. - 30. maj 2011
På denne rejse kombineres The Great Wall Marathon med besøg i Beijing, Xian og Yangshou.
Rejsen indeholder alt det, de fleste drømmer om at opleve på en rejse til Kina. Her er alle de klassiske kulturelle seværdigheder i Nordkina kombineret med den blændende sydkinesiske natur og et charmerende kig ind i den almindelige kinesers hverdag med markeder, risdyrkning og tai chi. Vi bevæger os over store afstande både geografisk og oplevelsesmæssigt fra historiske Beijing i nord, via Xian med terrakottahæren til maleriske Yangshuo i syd. Rejsen er naturligvis med dansk rejseleder.

Dag 1 – Afrejse fra Danmark
Ud på aftenen sætter vi os til rette i flyet med kurs mod Beijing. Der er inkluderet et måltid ombord på flyet denne aften.

Dag 2 – Ankomst til Beijing, Himlens Tempel
Beijing betyder »den nordlige hovedstad«, og i mere end 500 år har byen været det politiske magtcentrum i det enorme kinesiske rige. Med 24 kilometer bymure og voldgrave havde den kvadratisk anlagte by allerede i 1400-tallet enorme dimensioner. Inden for bymurene lå Den Kejserlige By, og inde i den lå kernen, magtcentret Den Forbudte By. Med undtagelse af bymuren er det der alt sammen endnu.

Vi lander i Beijing tidlig morgen og tager straks hul på vores spændende udflugtsprogram, som begynder i Himlens Tempel. I fuldendt harmoni står det cirkelrunde tempel med sit skinnende blå tag. Højt hævet på en terrasse af marmor var det uden tvivl de helt rette omgivelser, når en kejser skulle ofre til himlens guder.
Vi nyder de sandwich, som vores lokale guide har medbragt, inden turen går fra Himlens Tempel til vort centralt beliggende hotel. Når vi har indlogeret os på hotellet, er resten af dagen til afslapning.
Der er denne dag inkluderet morgenmad på flyet, frokost (sandwich) samt aftensmad i Beijing.

Dag 3 – Beijing – Jixian, Ruteinspektion på Den Kinesiske Mur
Det er uden tvivl enhver Kinarejsende’s drøm at bestige Den Kinesiske Mur. I dag virkeliggøres drømmen.

Efter en meget tidlig morgenmad kører vi kl. 05.00 op i bjergene mod vort særligt udvalgte stykke af Den Kinesiske Mur, Huangyaguan - stedet, hvor The Great Wall Marathon skal gennemføres to dage senere.

Kun få turister har fundet vej op til denne fjerne del af det berømte bygningsværk, på trods af at der hér er talrige muligheder for at gå på opdagelse. Køreturen fra Beijing til Den Kinesiske Mur ved Huangyaguan tager omkring 3 timer, så vi forventer at ankomme omkring kl. 08.00. Den Kinesiske Mur i Huangyaguan ligger i 200-500 meters højde, og bredden på muren varierer fra halvanden til fire meter. Nogle steder afløses muren sågar af en smal sti, hvor man af sikkerhedsmæssige årsager ikke bør passere hinanden.

I dag er det er planen, at alle deltagere modtager instruktion om selve løbet fra løbsledelsen på Yin & Yangpladsen i det gamle fort, som også fungerer som start- og målområde under løbet. Efterfølgende SKAL ALLE løbere gå den del af ruten, som er på selve muren – en strækning på ca. 3,5 kilometer – idet et forudgående kendskab til denne strækning er essentiel for gennemførelsen af The Great Wall Marathon.
Medrejsende som ikke er med for at løbe, er naturligvis også meget velkomne til, at deltage i denne hyggelige, men stadig fysisk krævende, vandretur på Muren.

Efter inspektion af muren serveres der sandwich på Yin & Yangpladsen og løbsledelsen er klar til at besvare spørgsmål. Herefter kører vi samlet videre til byen Jixian og hotellet, hvor vi skal bo de følgende to nætter.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost (sandwich) og middag på hotellet i Jixian.

Dag 4 – Jixian, udflugt til det lokale marked, Duleshi Templet og Qing-gravene
I dag besøger vi det lokale marked i Jixian. De frie markeder i Kina er i stadig fremgang og her kan man få et indtryk af, hvordan den private foretagsomhed er på vej tilbage i det kinesiske samfund efter i årevis at have været fortrængt. Herfra begiver vi os videre til Duleshi Templet, der blev bygget under Tang-dynastiet (618 - 907 e.kr). Templet er især kendt for sin gamle træpavillon, samt et større antal sjældne freskomalerier.

Længere mod øst finder vi de kejserlige Qing-grave. Et imponerende og kæmpestort grav-
område, hvor 5 af Kinas kejsere, 14 kejserinder og 136 førstekonkubiner ligger begravet. På trods af at gravanlægget er mere imponerende end de kendte Ming-grave tættere på Beijing, er Qing-gravene langt fra overrendt af turister. Den sidste »store« kejser, Qianlong, ligger begravet her, og det samme gør den sidste store Qinghersker - Enkekejserinde Cixi.
Der er denne dag inkluderet helpension, og med henblik på morgendagens strabadser består middagen hovedsageligt af pasta.

Dag 5 – The Great Wall Marathon
Dagen i dag er helliget den begivenhed, de fleste kommer for, The Great Wall Marathon 2011. Både løbere og tilskuere køres kl. 05.00 de godt 30 kilometer til startstedet ved Den Kinesiske Mur i Huangyaguan.
Under løbet skal der bl.a. forceres mere end 2500 trin på de 3,5 kilometer mur og helmaratonløbere skal endda igennem den del to gange. Andre 15 kilometer af ruten går enten stejlt op eller stejlt ned ad bakke på asfalteret vej. De resterende kilometer af både halv- og helmaraton ruten går gennem flere landsbyer i relativt fladt terræn og dette med lige dele jord- og asfaltvej.

Selvom det er et officielt internationalt maratonløb med tidtagning, medalje og diplom til alle, skal vi dog understrege, at det også er et motionsløb, hvor oplevelsen er det primære, og hvor det at gennemføre er vigtigere end det at vinde. Efter løbet vil der være busser, som kører løbere og tilskuere tilbage til vores hotel i Beijing.
Morgenmad samt frokost (sandwich) ved Den Kinesiske Mur er inkluderet denne dag.

Dag 6 – Beijing på egen hånd og gallamiddag
Dagen er afsat til en tiltrængt hviledag. Vi anbefaler ikke noget egentligt dagsprogram andet end at sove længe og få hvilet ud...
Først på aftenen køres samtlige deltagere, løbere som tilskuere, fra alle hotellerne til den store festbanket, hvor vi fejrer gennemførelsen af et af verdens mest spektakulære maratonløb, The Great Wall Marathon.
Efter Gallamiddagen står valget mellem at tage bussen hjem til hotellet eller fortsætte til det officielle ”After Party”, hvor der kan danses og festes med resten af løberne til den lyse morgen.
Denne dag er morgenmad og Gallamiddag inkluderet.

Dag 7 – Den Himmelske Freds Plads, Den Forbudte By, hutonger, børnehave og nattog til Xian
Dagens udflugtsprogram bringer os tilbage til kejsertiden – til dengang hvor kineserne kaldte kejseren for Himlens Søn og anså ham for at være hele verdens hersker. Første stop er Den Himmelske Freds Plads, hvorfra vi fortsætter mod nord til selve symbolet på kejsermagten, Den Forbudte By. De mørkerøde bygninger og gyldne tage har været bopæl for i alt 24 kejsere. Med en vandretur tværs over Den Himmelske Freds Plads kan vi nærme os kejserpaladset på den rette manér – nemlig sydfra.

Når man står foran den imponerende hovedindgang, virker paladset både frygtindgydende og uindtageligt. Sådan må den jævne kineser have oplevet det, dengang det var forbudt at bygge højere end paladsets mure, og de gule tage kunne ses fra hele byen. Inden for de røde mure levede kejserne et liv i luksus omgivet af konkubiner og ydmyge eunukker. I dag er paladset omdannet til et gigantisk museum, der giver os indblik i de dengang så mægtige og utilnærmelige kejseres dagligdag.

Efter frokost skal vi besøge Beijings hutonger samt en børnehave. Når vi står blandt de mange bedårende børn, er det svært at forestille sig, at man i Kina kun må få ét barn. Kina er i øvrigt et af de få lande, hvor det er lykkedes at få alle kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Men på trods af ligestilling er alle børnehavelærerne kvinder.

Først på aftenen fortsætter vi med nattog mod vores næste destination, Xian. Rejsen foregår i 1. klasses sovevogn, i Kina kaldet »blød seng«, og det er med garanti en anderledes oplevelse, når vi i toget kommer på tæt hold af kineserne.
Der er denne dag inkluderet morgenmad, frokost samt aftensmad på toget.

Dag 8 – Xian, Den Store Vildgås Pagode, bymuren, Tangteater
Meget tidligt om morgenen begynder de skrattende højttalere i toget at udgyde nyheder, anekdoter og musik i en uendelighed. Det fortsætter, indtil vi når Xian, beliggende i den centrale Shaanxi-provins. Her har den kinesiske kultur sin oprindelse. Under Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi (221 f. Kr.), var området for første gang midtpunkt i det enorme kinesiske rige. Senere, under det blomstrende Tang-dynasti (618-907), blev byen igen hovedstad og tilmed en af verdens største. Med mere end 2000 års historie er byen således fyldt med spændende mindesmærker.

Fra banegården i Xian kører vi direkte til Den Store Vildgås Pagode. Pagoden blev opført i år 652 og husede oprindelig en stor samling af buddhistiske skrifter. Ad stejle trapper kravler vi op til pagodens top, hvorfra der er en fin udsigt til byens sydlige forstæder. I det fjerne kan vi måske også skimte Xians gamle bymur, der er Kinas ældste og bedst bevarede. Noget vi ved selvsyn oplever, når vi om eftermiddagen besøger den sydlige byport. Om aftenen skal vi besøge det lokale teater. Her fører dygtige musikere og yndefulde dansere arven videre fra tiden under Tang-dynastiet, hvor dansene blev fremført ved hoffet.
Der er denne dag inkluderet helpension.

Dag 9 – Xian, Tai-chi, medicinmarked og Terrakottahæren
Vi begynder med en meget tidlig udflugt til den nærmeste park. Temaet er morgengymnastik, og der bliver rig mulighed for både at iagttage og deltage i den fascinerende »skyggeboksning«, tai-chi.
Efter morgenmaden besøger vi et stort medicinmarked. Her kommer bønder langvejsfra for at sælge alverdens tørrede planter, der bruges i den traditionelle kinesiske lægekunst. Her er mulighed for at købe ginseng eller måske stærke krydderier med hjem.

Vi skal naturligvis også besøge den berømte Terrakottahær. Det sensationelle fund blev gjort i 1974, da en bonde var ved at grave en dyb brønd under sommertørken. Pludselig begyndte mandshøje lersoldater at dukke op af jorden. Siden har arkæologerne fundet tusinder af figurer – og de graver stadig! De mange figurer udgør en hel hær af fodfolk, bueskytter, officerer og generaler. En hær, der blev skabt og gravet ned for at ledsage og beskytte Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi, i dødsriget.

Om aftenen fortsætter vi ud i det spændende kinesiske restaurationsliv. I både Xian og resten af Kina spiser man ikke for at leve. Næh – man lever for at spise, og nu er tiden kommet til, at vi prøver den lokale Hui-minoritets fantastiske kogekunst.
Der er denne dag inkluderet helpension.

Dag 10 – Xian – Yangshou, Fly til Guilin, sejlads på Li-floden og skarvfiskeri
Om morgenen forlader vi storbyen Xian til fordel for noget af den smukkeste natur, man kan finde i Kina. Med fly fortsætter vi til Guilin i det sydlige Kina og skal nu tilbringe de næste dage mellem områdets særprægede bjergformationer. Et par timers kørsel fra lufthavnen ligger Yangshuo, som er vores næste mål.

Efter at have indlogeret os på et af byens bedste hoteller, spiser vi frokost i byen. Herefter kører vi til den lille landsby Xingping og går om bord på en mindre båd, som skal sejle os ned ad Li-floden. Fra båden kan vi i ro og mag betragte livet langs floden og de smukke, idylliske omgivelser. Vi lægger til ved en lille fiskerlandsby og går en kort tur i landsbyen. Hen på eftermiddagen kører vi retur til Yangshuo.

Om aftenen går vi ned til Li-floden, der deler Yangshou i to, og stiger ombord på en af de lokale fiskerbåde. Vi sejles ud midt på floden, hvor vi på nærmeste hold kan følge, hvordan de dresserede skarvfugle fanger fisk i floden og siden må aflevere dem til deres herre, skarvfiskeren. Efterfølgende spiser vi aftensmad på en lokal restaurant i Yangshou.
Der er denne dag inkluderet helpension.

Dag 11 – Yangshou, cykeltur, lokal landsby og slangemiddag
Om formiddagen skal vi om muligt endnu tættere på den unikke natur omkring Yangshuo. Omgivet af bjerge og frodige rismarker kører vi på cykel rundt i det smukke landskab. Størstedelen af Kinas befolkning lever stadig af, at dyrke deres små jordlodder. Ikke meget har ændret sig de sidste 2000 år. Det tunge arbejde i rismarkerne foregår stadig ved håndkraft med hakker og skovle.

Undervejs gør vi stop i en lokal landsby, der giver et levende indtryk af den store forskel mellem livet i byen og på landet. Efter en velfortjent lokal frokost tager vi bussen tilbage til Yangshou, hvor resten af eftermiddagen er til fri disposition. Aftenen byder på en noget anderledes kulinarisk oplevelse, da tiden nu er inde til at prøve en af de specialiteter, som det sydlige Kina er kendt for - vi skal prøvesmage en lækker slangeret med dertilhørende slangevin.
Der er denne dag inkluderet helpension.

Dag 12 – Yangshou, Månebjerget og tid på egen hånd
For de morgenfriske er der mulighed for en spændende udflugt til Månebjerget, som er et af områdets mange kalkstensbjerge med drypstenshuler. Også i Månebjerget er der en hule, men da hulens sider er styrtet sammen, fremstår den nu som et stort hul gennem bjerget. Turen derop er stejl, men uden tvivl besværet værd. Oppe fra det runde hul, der har givet bjerget navn, er der som belønning en fantastisk udsigt over det betagende landskab.

Resten af dagen er fri til på egen hånd at nyde de smukke omgivelser og den hyggelige by. For interesserede er der mulighed for at overvære det store  udendørs lys- og teatershow, som hver aften opføres på Li-floden. Showet er instrueret af den kendte kinesiske instruktør Zhang Yimou, som også stod bag afslutningsceremonien ved de Olympiske Lege i Beijing i 2008. Billetter til denne forestilling er ikke inkluderet i prisen, men kan bestilles på stedet gennem den danske rejseleder.
Der er denne dag inkluderet morgenmad.

Dag 13 – Yangshou – Beijing, Middag med Peking and
Fra vores hotel begiver vi os med bus til Guilin, hvorfra vi flyver tilbage til rejsens udgangspunkt, hovedstaden Beijing. Om aftenen sætter vi punktum for vores spændende rejse med den nærmest rituelle Peking and. Mange timers forberedelse går forud, før det sprøde andeskind og -kød kan serveres med små tynde pandekager, hoisinsovs og forårsløg.
Der er denne dag inkluderet morgenmad og middag.

Dag 14 – Beijing – København
Om formiddagen kører vi for sidste gang igennem Beijings trafikerede gader på vej til lufthavnen. Med hjertet og benene fulde af uforglemmelige kinesiske løbeoplevelser, stiger vi ved frokosttid om bord på flyet mod Kastrup.
Vi ankommer til København tidligt på aftenen.
Der er denne dag inkluderet morgenmad på hotellet samt måltider på flyet.

Rejsemål
Beijing
Kina

FAKTA OM LØBET

Løbsdato: 19/5 2012
Starttid: 07:30
Tidsgrænse: 8 timer
Temperatur: 15-30 grader
Tidstagning: ChampionChip
Løbere forrige år: 2000
Terræn: Kuperet, trapper
Underlag: Asfalt, grus
Premiere år: 1999
Rekorder:
Hel: M: 3:18:48 / K: 3:50:21
½:   M: 1:33:14 / K: 1:48:55
10K M: 0:56:42 / K: 1:07:33
5K:  M: 0:33:01 / K: 0:33:11

Billeder og film
<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00